Indtil videre er Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris blevet uddelt otte gange, idet den har eksisteret siden 2013. De store vindere har været Sverige (3 priser) og Norge (2 priser), og herudover har Finland, Island og Færøerne modtaget prisen én gang hver. Grønland, Åland, Samerne og Danmark mangler endnu en vinder. Der har været lige så mange billedbøger som romaner, der har vundet prisen, dvs. fire af hver er hidtil løbet med prisen.
Nominerte titler 2021. Foto: Norden.org
Stor variation
De prisbelønnede bøger er temmelig forskellige. Den første vinder, Karikko (Blindskær), af Seita Vuorela og illustreret af Jani Ikonen fra Finland (2013), er litterært vanskeligt tilgængelig, og de sort/hvide illustrationer, som nærmest ligner fotografier, er fulde af mystik. Sammenligner man den med den norske vinder året efter, Brune, af Håkon Øvreås og illustrator Øyvind Torseter, kan man have svært ved at forestille sig, at det er den samme pris, de har modtaget. Brune er med al respekt for bogen slet ikke så eksperimenterende eller udfordrende som Vuorelas bog. Den er sjov og såmænd også velskrevet, men jeg må tilstå, at valget overraskede mig. Hvordan kan bogen på nogen måde konkurrere med for eksempel Mio min Mio, der strengt taget er til samme målgruppe? Og hvis det er strengt at sammenligne med en Astrid Lindgren titel skal vi måske spørge os selv om, hvad vinderen så skal måles efter?
Året efter, i 2015, vandt svenske Jakob Wegelius for sin ret specielle bog Mördarens apa, som virkelig fornyr den klassiske eventyrfortælling i såvel udtryk som illustrationer. At gøre hovedpersonen til en gorilla er lidt af en genistreg, idet gorillaen, ligesom børn, ikke kan tale for sig selv og ligesom gorillaen altid hører til en voksen. Wegelius roman er fantasifuld, velfortalt og umådelig velillustreret. Det er en pastiche på den store roman fra slutningen af 1800-tallet og den mener jeg faktisk også kvalitetsmæssigt hæver sig over konkurrenterne.
I 2016 vandt Island med Arnar Már Arngrímssons debutroman, Sölvasaga unglings (Sølvi, sagaen om et ungt menneske), som er en roman om et ungt menneske i krise, der meget mod sin vilje finder en mening med livet under et ophold hos sin bedstemor ude på landet. Denne historie er fortalt før, og selv om bogen er velskrevet og hovedpersonen ironiserer over, at han fandt ro, hvor han ikke ønskede det, er det formentlig en fortælling, der bedst egner sig på Island.
De næste fire år har det været billedbøger, der vandt prisen. I 2017 var det Djur som ingen sett utom vi af forfatteren Ulf Stark og fornemt illustreret af Linda Bondestam (Sverige). I 2018 var det Træið af forfatteren Bárður Oskarsson fra Færøerne, der var indstillet for tredje gang, og som har en vidunderlig underfundig humor.
I 2019 var det Alle sammen teller af Kristin Roskifte fra Norge. Og sidste år vandt bogen Vi är lajon! af den svenske forfatter Jens Mattsson og den finlandssvenske illustrator Jenny Lucander. Den indeholder en meget smuk og ekspressivt illustreret historie om to brødre, hvor den ene bliver dødelig syg med kræft. Af de fire billedbøger er det vel primært Oskarsson, der virkelig har sin helt særegne streg og denne tænksomme tilgang til livet, der kommer så godt frem i hans bøger. Roskiftes bog er også meget veltilrettelagt, og giver timers underholdning, hvis man skal have styr på alle sammenhænge.
Stor kulturel sammenhængskraft
At vi i Norden har en stor børnebogsmæssig kulturel sammenhængskraft, kan relativt nemt påvises: Finske Tove Janssons filosofiske Mumitrolde-historier er kendt og elsket i hele norden, ligesom man skal lede længe efter nordiske børn, der ikke kender i det mindste et par historier af svenske Astrid Lindgren. Alle vil også kende eventyr af H.C. Andersen og Asbjørnsen og Moe. Disse eventyr og Jansson og Lindgren er også kendt langt uden for Nordens grænser. Det er den type kvalitet, jeg syntes, prisen skal lede til.
H.C. Andersen: Noen å strekke seg mot. Foto: Frederik Ferdinand Petersen 1847. Fra H.C. Andersen, Dagbøger, ved Det Kongelige Bibliotek, København.
Jeg ved, at det må være vanskeligt for de 24 medlemmer og suppleanter fra henholdsvis Finland, Færøerne, Grønland, Island, Norge, Sverige, Danmark og det samiske sprogområde samt Åland at blive enige om, hvilken bog, der skal vinde prisen. Det gør det endnu vanskeligere, at prisen ikke er særlig veldefineret: Eneste definerede kvalitetskrav er, som det står i vedtægterne, at vinderen skal «opfylde høje litterære og kunstneriske krav». Selvfølgelig kan udvalget kun vælge blandt de bøger, der indstilles fra hvert land. Og det gør også, at de nationale udvalg sidder med et kæmpe ansvar. Tænk på, hvor få af de vindende bøger er blevet oversat til alle øvrige nordiske sprog! Det bør give anledning til eftertænksomhed blandt udvalgsmedlemmerne.
Afløser til Astrid Lindgren
Som det fremgår af min ganske korte gennemgang af vinderne, er der endog meget store forskelle blandt de prisvindende produkter. Samtidigt er det interessant at se, at der i dag ikke er en forfatter i Norden, der har taget over efter Tove Jansson eller Astrid Lindgren. I nyere tid er det først og fremmest de angelsaksiske forfattere, der stort set kendes af alle børn og unge i Norden, såsom J. K. Rowling med Harry Potter, John Green med sine tænksomme ungdomsromaner (og måske Philip Pullman med Det Gyldne Kompas.
Noen å strekke seg mot: Astrid Lindgren. Foto: Wikimedia Commons, opplastet fra Portrattarkiv.se
Det ville derfor være ønskværdigt, om Nordisk Råds pris på sigt kunne medvirke til at påvirke litteraturen i retning af, at vi igen får en eller flere værdige nordiske afløsere eller supplement til nogle af de nævnte internationalt kendte forfattere. Man kunne måske tage bøgerne frem, en for en og tænke over, om man kunne forestille sig at bogen blev oversat til 50 andre sprog. Har den et almenmenneskeligt sigte? Eller er den kunstnerisk så speciel, at selv et barn i det nordøstlige Australien ville synes, at den var fantastisk? Ser man på de hidtidige vindere med de briller, er der næppe alle, der ville komme gennem nåleøjet, tænker jeg. Jeg synes, at prisen burde inkludere at den prisvindende bog blev udgivet i alle nordiske lande, samt at den blev oversat til engelsk, så forlagene nemmere kunne sælge rettighederne til udlandet. Så ville det være ok at nedsætte prisbeløbet fra 350.000 til 200.000 kroner. Målet med prisen må være, at den nordiske litteratur ikke alene forbedres, men at den også udbredes i det mindste i Norden, også internationalt.
Damián Arguimbau (barne- og ungdomsbokkritiker i Kristeligt Dagblad, København), og Petra J. Helgesen (prosjektleder i Foreningen !les) skriver månedlige kommentarer for Barnebokkritikk.
Dersom du har tips til problemstillinger vi bør ta opp, send en e-post til redaksjonen@barnebokkritikk.com. Barnebokkritikk garanterer kildevern.